mandag den 19. juli 2010

Grand Canyon

Da vi ikke havde adgang til internet i Grand Canyon, kommer denne opdatering én dag forsinket.

Vi ankom til Grand Canyon om formiddagen, parkerede bilen og startede med at vandre ned ad Kaibab-stien, som går zig zag ned ad klippevæggen og hvor man får et af de bedste udsyn over kløften. Stien er egentlig 11 km lang, men vi vandrede kun godt 1/4 af vejen, da vi jo også skulle tilbage igen J Stien er meget stejl og ligger helt ud til klippekanten, så det er med at holde tungen lige i munden, når man går der.

Heldigvis var det ikke så varmt, som vi havde regnet med, men på vejen tilbage op ad den stejle vej i bagende sol var det varmt nok! Det var en rigtig flot vandretur og det er ikke mange mennesker man møder på vejen, selvom Grand Canyon er en af de største turistattraktioner i USA.

Vi fik nogle rigtig flotte billeder af det imponerende landskab. Det er virkeligt smukt at stå og bare kigge på klipperne, som er blevet dannet af Colorado-floden gennem mange år indtil denne svandt ind. Man kan stadig se floden helt nede i bunden, hvis man vandrer langt nok ned. Der er 2 km i luftlinje fra toppen til bunden af Grand Canyon. Klipperne skifter farve fra toppen og ned som følge af de forskellige jordlag der findes i klipperne. Grand Canyon er kæmpe stor, og uanset hvor man ser hen, er der utrolige klippeformationer. Det er ubeskrivelig flot og en kæmpe oplevelse.

Efter vandreturen og frokost chekkede vi ind på Bright Angel Lodge, hvor vi har lejet en lille hytte holdt i gammel westernstil lige ved kanten af Grand Canyon.Vi havde reserveret i god tid, da der er totalt booket flere måneder i forvejen.


Derefter gik vi en tur langs vestkanten, hvor der er en del gode udsigtspunkter på vejen.

Til aften spiste vi på en af de mange restauranter i Grand Canyon. Til dessert fik vi Cheesecake!

Det bliver allerede mørkt ved 20-tiden her og vi så den flotte solnedgang over kløften.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar