søndag den 4. juli 2010

Niagara Falls

I går var en hektisk dag, derfor den sene opdatering. Vi ankom til Niagara Falls kl. 10.30. Vi havde bestilt overnatning på Elizabeth B&B 10 min gang fra vandfaldene. Et rigtig hyggeligt ærkeamerikansk hus holdt i victoriansk stil med fire værelser, alle forskelligt indrettede og med hver sit blomstertema. Dette er en af vores dyreste overnatninger, men det var det hele værd. Det er en helt anderledes måde at bo på, da man bor hos en familie og dermed kommer meget tættere på folk. Vores værtinde, Debbie, var utroligt sød og hjælpsom og vartede os op i hoved og ....


Vi parkerede vores bil ved B&B og gik de 10 min ned mod vandfaldene, American Falls og Horseshoe Falls, hvoraf det sidstnævnte er det største og også det mest berømte, som man kender fra film. Det første syn, der møder en, er disen som kommer fra de kæmpe mængder af vand, der hamrer ned mod vandoverfladen. Der flyder 2,5 mio liter vand pr. sek. udover Horseshoe Falls og 287.000 liter vand pr. sek. udover American Falls.

For at få den bedste udsigt over begge vandfald skal man over på den modsatte bred og skal derfor krydse grænsen til Canada, en 5 min. gåtur over Rainbow Bridge, hvor man har et flot vue over Niagara River:

Man bliver ikke bare uden videre lukket ind i Canada. Vi blev gransket nøje, skulle vise pas, fortælle vores ærinde i Canada og hvornår vi havde tænkt os at gå tilbage igen.





Vi tog en tur på "Maid of the Mist" som tog os helt tæt på vandfaldene.
Vi fik desværre ikke så mange billeder fra selve bådturen, dadet var en våd fornøjelse, deraf de fine blå regnslag :-)
Vandfaldene er også flotte om aftenen, da de er oplyst med kulørte projektører.
Da det var Independence Day-weekend, skete der en hel del i byen. Der var udendørs koncert foran Hard Rock cafe efterfulgt af fyrværkeri, da det blev mørkt.

Vi vågnede her til morgen ved duften af bacon i hele huset og fik en kongemorgenmad, som bestod af frisk frugt, french toast med flødeskum og jordbær og selvfølgelig bacon. Mums!

I dag har vi kørt hele dagen igennem et flot landskab og overnatter på et motel i Williamsport, en lille by i Pennsylvania, inden vi i morgen fortsætter til Amish Country i Lancaster, Pennsylvania.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar