mandag den 12. juli 2010

San Francisco

Efter 5,5 timers flyvetur havde vi tilbagelagt de knap 4400 km fra øst- til vestkysten og ankom til San Francisco kl. 11.30 lokal tid. Her fik vi noget af et kuldechok, her er kun 15-18 gr. og således under halvdelen af, hvad vi er vant til. Da vi havde chekket ind på vores hotel på Union Square, som faktisk er centrum i byen, og fundet de lange bukser frem fra bunden af kufferten gik vi en tur op og ned af de stejle gader, der findes overalt her i San Francisco og som byen er kendt for. Det er virkelig et imponerende syn og giver byen enutrolig charme.Man får virkelig sved på panden af at "bestige" gaderne.





Den stejleste gade, Filbert st., har en stigning på 31%. En berømt gade er Lombard st., som dog kun har en stigning på 18%, men som har otte hårnålesving og hævdes at være verdens mest snoede vej.


Vi har heller ikke set mange cykler på gaderne. I stedet kører de berømte cable cars i de stejle gader. Man har bevaret disse fra gamle dage og det er en rigtig turistattraktion.


Vi gik ned til Fisherman's Wharf, hvor der er butikker og restauranter og her har man også en god udsigt til Alcatraz og Golden Gate Bridge (som vi ser nærmere på i morgen).


Herfra gik vi til pier 39, hvor søløverne holder til og ligger og solbader på molen. Der er en koloni på 300 søløver, som holder til her fast, mens antallet fordobles om vinteren.


Tilbage fra Fisherman's Wharf tog vi en cable car-tur. Det er ikke verdens mest effektive transportmiddel. De kører 15 km/t, styres af en mand med en kæmpe håndbremse og ved endestationen vendes de på en stor plade ved håndkraft.


Vi var også en tur forbi Alamo Square, hvor der er nogle rigtig fine viktorianske huse. Her er også "the painted ladies", de mest berømte og dyreste huse. Disse siges at gå for 8 mio. dollars og ejerne er desuden påkrævet af kommunen at vedligeholde husene i deres originale farver.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar